Team Spædbarn

2 dage siden

Kolding, Region Syddanmark, Danmark Familiecenter Dag Fuldtid 420.000 kr. - 540.000 kr. Kontrakt

Vil du være en del af et specialiseret fagligt miljø, hvor tidlig familiebehandling, høj faglighed og samarbejde på tværs går hånd i hånd?

Vi søger en fagligt velfunderet familiebehandler med viden om spæd- og småbørns udvikling, blik for komplekse familieproblematikker og evnen til at omsætte faglige vurderinger til konkrete behandlingsindsatser.

Du bliver en del af spædbarnsteamet i Afdeling 2 – Familie og Helhed. Her arbejder vi med specialiseret familiebehandling til gravide og familier med børn primært i alderen 0–2 år. Vores indsatser kan fortsætte frem til barnets 6. år.

Vi søger en kollega, der har et stærkt engagement i den tidlige familiebehandling, og som samtidig ser det som en naturlig del af arbejdet at bringe sin faglighed i spil på tværs af vores afdeling og Familiecenter-Dag.

En specialiseret faglighed med barnet i centrum

I spædbarnsteamet arbejder vi med familier, hvor der er bekymring for barnets trivsel og udvikling, og hvor der er behov for en målrettet og specialiseret familiebehandlingsindsats.

Vores faglige fundament bygger blandt andet på udviklingspsykologi, tilknytning, mentalisering og viden om forældrenes omsorgskapacitet.

Vi arbejder systematisk med observationer, faglige vurderinger og behandlingsmål. Vi er optaget af at forstå barnets behov, samspillet mellem barn og forældre og familiens samlede situation, så vores faglige viden bliver omsat til handlinger, der understøtter barnets trivsel og udvikling.

En del af vores specialiserede arbejde er MTB (Minding the Baby), som varetages af uddannede familiebehandlere og sundhedsplejersker i et tæt tværfagligt samarbejde. Vi er fortsat i gang med at udvikle og styrke indsatsen og har en ambition om, at den spædbarnsfaglige viden og erfaring fra MTB i endnu højere grad bliver en del af teamets samlede faglige praksis.

Vi anvender desuden mentaliseringsbaserede tilgange og relevante spædbarnsfaglige metoder, herunder NBO, ADBB og MIM-P, afhængigt af den konkrete indsats og medarbejdernes kompetencer.

Hos os er faglighed ikke alene noget, vi ved. Det er noget, der skal kunne genkendes i vores møde med familierne, i vores faglige vurderinger og i den måde, vi tilrettelægger og justerer behandlingsindsatserne.

Som familiebehandler vil du blandt andet:

  • Planlægge, gennemføre og evaluere specialiserede familiebehandlingsforløb for familier med spæd- og småbørn.
  • Arbejde målrettet med barnets udvikling, forældrenes omsorgskapacitet og familiens samlede situation.
  • Foretage systematiske observationer og omsætte faglige vurderinger til konkrete behandlingsmål og handlinger.
  • Anvende udviklingspsykologisk, tilknytnings- og mentaliseringsbaseret viden i familiebehandlingen.
  • Dokumentere og evaluere udviklingen i indsatsen og formidle faglige vurderinger til relevante samarbejdspartnere.
  • Samarbejde tæt med børn- og ungerådgivere, sundhedsplejersker og øvrige fagpersoner omkring familierne.
  • Bidrage aktivt til faglig sparring, supervision og udviklingen af vores fælles praksis.
  • Varetage familiebehandlingsopgaver på tværs af Afdeling 2 og ved behov i øvrige dele af Familiecenter-Dag.

En stilling med faglig forankring og opgaver på tværs

Du bliver en del af spædbarnsteamet, hvor du får din faglige og organisatoriske forankring og indgår i teamets daglige arbejde og udvikling. Vi har vores base i Familiehus Kolding, hvor vi har kontor og mødes som kolleger.

Samtidig arbejder vi i Familiecenter-Dag på at skabe en fleksibel og sammenhængende opgaveløsning, hvor vi bruger vores samlede kompetencer bedst muligt til gavn for børnene og familierne.

Det betyder, at vi som medarbejdere i spædbarnsteamet også bidrager til familiebehandlingsopgaver i vores øvrige teams i Afdeling 2 – Helhedsorienteret Familieindsats (HFI) og Job og Familieliv – når spædbarnsteamets samlede kapacitet giver mulighed for det.

Ved behov kan der også være opgaver i andre afdelinger i Familiecenter-Dag.

Opgaverne fordeles med afsæt i barnets og familiens behov, de faglige kompetencer, opgaven kalder på, og den kapacitet, vi har til rådighed.

For os handler arbejdet på tværs om at bringe den rette faglighed i spil omkring familierne og tage et fælles ansvar for, at vores indsatser hænger sammen.

Vi søger derfor en kollega, der både står stærkt i sin specialiserede faglighed og ser det som en naturlig del af arbejdet at bidrage til den fælles kerneopgave på tværs.

Hvilken faglighed søger vi?

Vi søger en kollega med en relevant pædagogfaglig grunduddannelse, gerne suppleret med familiebehandlingsfaglig eller terapeutisk efteruddannelse.

Vi lægger særligt vægt på, at du:

  • Har erfaring med familiebehandling og gerne specialiseret erfaring med gravide, spæd- og småbørn.
  • Har solid viden om tidlig udvikling, udviklingspsykologi,