Chauffør/stabshjælper
5 days ago
Chauffør/Stabshjælper til Forsvarskommandoens besøgskontor
Om os
Besøgskontoret er en del af Forsvarskommandoens Ledelsessekretariat Adjudantursektionen.
Kontoret består af en leder, en næstkommanderende og ti medarbejdere. Vi har blandt andet til opgave at planlægge og udføre større besøgs-, møde- og konferencevirksomhed for Forsvarsministeriets koncern.
Om stillingen
Vi kan tilbyde dig et alsidigt job, hvor opgaverne hurtigt kan skifte. Der er ikke to dage, der er ens. Du vil blive udfordret i tanke og handling og kan være med til at gøre en forskel ved de møder og konferencer, såvel nationale som internationale, som vi planlægger og gennemfører.
Arbejdet omhandler typisk kørsel af LR39 chefer eller udenlandske gæster samt støtter ved klargøring og pakning af materialer til besøgskontorets arrangementer samt med gennemførelsen af disse.
Nogle af dine kommende opgaver bliver at
- Bestilling af busser, køre VIP kørsel ved besøg og koordinere kørsel
- Sørge for service og eftersyn på biler
- Udføre administrativ støtte på mødefaciliteten.
Om dig
Du har en militær baggrund (M112) som f.eks. kører, kontor-, stabs- eller forsyningshjælper og har kendskab til minimum et af de nævnte arbejdsområder. Du har lyst til alsidige udfordringer. Det er et krav, at du har kørekort kategori B samt behersker engelsk på et rimeligt niveau, både skriftligt og mundtligt.
Som person er du moden og selvstændig, har gode sociale egenskaber, er god til at skabe samarbejdsrelationer både til dine kollegaer og til eksterne samarbejdspartnere. Du er fagligt velfunderet, og stræber altid efter at levere det bedst mulige resultat. Du er initiativrig og fleksibel i forhold til opgaveløsning og de udfordringer, som er en del af vores hverdag, herunder især i forhold til arbejdstider, da arbejdet ofte overskrider normal arbejdstid.
Du skal have en helhedsorienteret indgangsvinkel til jobbet og have en forståelse for, hvordan løsningen af dine opgaver påvirker sektionens samlede opgaveløsning. Derudover skal du have overblik og være i stand til at have mange bolde i luften på en gang. Det er ønskeligt, at du tidligere har været udsendt i mission eller arbejdet ved en international stab.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er, afhængig af værnstilknytning, reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder, eller mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Dit faste tjenestested vil være i København.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
KONTAKT OG ANSØGNING
Du kan få flere oplysninger om stillingen ved at kontakte chefsergent Jan Kragh på telefon
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Personelkommandoen på telefon eller mail FPS-.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 2. januar 2026 og samtaler forventes afholdt uge 2. Stillingen er til besættelse 1. april 2026 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet "Værd at kæmpe for", og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.